Sider

tirsdag den 26. april 2016

Franske desserter

Macarons, vaniljeis, soufflé, chokolade fondant og creme brûlée er nogle klassiske franske desserter som vi gav os til at lave i går. Selvom det lyder til at være simple retter, så kan de være svære, da der ikke er meget der skal gå galt i fx temperature.

Macarons (vi lavede parisiske) blev lavet på mandelmel, sukker og æggehvider, de bliver bagt i ovnen til de er sprøde på overfladen, men stadigvæk en smule klæg i midten. Taktikken er at banke pladen med den udsprøjtede dej ned i bordet - lidt voldsomt - så alle luftboblerne bliver slået ud. Når det er gjort, så skal man lade dem stå ved stuetemperatur og trække skind. På den måde sikre man at macarons kan tåle opvarmingen i ovnen samtidig med at de ikke sprækker i overfladen.
To bunde fyldes med en ganache lavet på chokolade og piskefløde.

Vaniljeis har jeg lavet før og beskrevet på denne blog - men på billedet vil man måske bemærke smuldr på tallerken. Ja, det er isen.. Selve iscremen fik simpelthen for mange tæsk i ismaskinen, hvilket resulterede i, at isen blev for hård så man ikke kunne samle den. Men den smagte godt alligevel.
Til isen servede vi en chokolade fondant (chokoladekage), som er flydende i midten - denne kage kaldes også for et blødende hjerte. Her ønsker man en bagt kage i det ydre, men at den indre midte ikke er færdigbagt og derved flydende. Vores fondant var flydende - meget flydende -i midten, og det kan man arbejde på. Give den 1-2 minutter længere, så vil den stadigvæk være flydende, men knap så meget.

Creme brûlée er meget klassisk - en kold creme med sprød karamel. Det vigtige her er at starte i god tid, så cremen kan nå at blive kold og sætte sig. Derudover er det vigtigt at lade den lune creme inden bagning, have tid til at stå. Ved at lade den stå så vil luftboblerne, som er kommet under piskningen, forsvinde igen - og det er vigtigt, da den rigtig creme brûlée ikke har luftbobler i den færdige creme. Så lad den stå.
Til sidst karamelliseres sukkeret på toppen med en gasbrænder - sørg for at alle sukkerkrystaler er smeltet!

Soufflé - spis den varm og hurtigt efter den er kommet ud af ovnen! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar